Ringkøbing Museum
Afstand: 22.64 Km
Ringkøbing by er en idyllisk købstad fra 1400-tallet, hvor man finder charmerende brolagte gader, smukke gamle byhuse og købmandsgårde, der tilsammen gemmer på historier fra en svunden tid.
Udstillinger om Anden Verdenskrig
"Flyvere i natten" er en udstilling, der gør dig klogere på historien bag de engelske bombefly, Lancastere, der fløj ind over Danmarks vestkyst under Anden Verdenskrig. Omdrejningspunktet i udstillingen er en stor 1:1 skala attrap af en Lancaster. Udstillingen fortæller gennem lyd, film, originale genstande og storformatbilleder, om de fly, der styrtede ned, deres missioner og om menneskene bag.
Oplev udstillingen ”Hvad bunkeren gemte - en tysk soldat fortæller”. De fleste tyske bunkere blev forladt og tømt i 1945 eller kort derefter, men en enkelt blev helt dækket af sand og stod uberørt, indtil den efter en storm dukkede op ved Søndervig i 2008. I udstillingen går du ind i den rekonstruerede bunker og kan se filmen om den tyske soldat Gerhard Saalfeld. Under krigen boede han i den ”forsvundne” bunker og flere af de udstillede genstande er hans.
Byudstilling og særudstillinger
Tag med på en rejse tilbage til livet i Ringkøbing i årene 1800-1850 - og oplev Vestjyllands lille hovedstad helt tæt på. Maleren Jesper Kirkegaard, kendt som Jesper Maler, var en detaljens mester, og i udstillingen er hans gamle billeder forstørret til vægstørrelse.
Gå også på opdagelse i de spændende særudstillinger.
En del af Ringkøbing Fjord Museer
Ringkøbing Museum er en del af Ringkøbing Fjord Museer, som gør historien levende på 10 museer og attraktioner ved Ringkøbing Fjord. Læs mere på www.ringkobingfjordmuseer.dk.
Opdateret af: VisitVesterhavet | turist@visitvesterhavet.dk